Hvad er sprogansvar?

Dine retskrivningsfejl, din sproglige dovenskab og dine kreative indfald er med til at bestemme morgendagens retskrivning og dermed kvaliteten af sproget. Læs her hvorfor.

Vi indlærer og får bekræftet vores skriftsprog ved at læse – især når vi læser tekster af afsendere som vi tror har mere forstand på sproget end os selv. Det gælder afsendere som i kraft af deres størrelse, magt og seriøsitet forventes generelt at have tjek på tingene. Det gælder professionelle medier, også journalist-, forlags- og kommunikationsbranchens egne mindre medier og personlige blogs. Og så gælder det offentlige institutioner, som er forpligtet til at følge dansk retskrivning. DR tilhører eksempelvis alle tre grupper.

Men det er ikke kun almindelige dødelige der påvirkes af sådanne afsendere med en antaget sproglig troværdighed. Selve den institution der formelt fastlægger dansk retskrivning, nemlig Dansk Sprognævn, påvirkes også.

Af Sprognævnsbekendtgørelsen fremgår det at Dansk Sprognævn fastlægger retskrivningen udelukkende efter to simple principper, nemlig traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet.

Traditionsprincippet er loddet på den ene vægtskål som skal sikre at hensynet til kontinuiteten og sammenhængen i sproget altid er med når retskrivningen overvejes ændret.

Heroverfor står sprogbrugsprincippet som den dynamiske faktor. Sprognævnsbekendtgørelsen definerer princippet således: ”Efter sprogbrugsprincippet skrives ord og ordformer i dansk i overensstemmelse med den praksis som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug.”

Det er hvad der findes af sproglig substans i de love, regler og bekendtgørelser Dansk Sprognævn arbejder under. Bortset fra et par noter om indlånsord er der ikke mere.

Det er altså ”gode og sikre sprogbrugeres” udbredte praksis som bestemmer morgendagens retskrivning. Dansk Sprognævn registrerer sproget som det bruges, og så påtager de sig en deskriptiv (beskrivende) rolle frem for en normativ (normsættende og argumenterende). Sprognævnet beskriver hvad de mener kan regnes for alment accepteret sprog – det udbredte sprog, ikke nødvendigvis det bedste. De løfter altså ikke en pegefinger.

Som supplement til traditionsprincippet og sprogbrugsprincippet kunne man savne et intelligent princip – et fornuftsprincip. I boksen i højre side er nævnt tre symptomatiske eksempler på at Sprognævnet ikke er forpligtet på et fornuftsprincip.

Der er selvfølgelig intelligente og fornuftige mennesker i Sprognævnet. Men ser man på deres lovmæssige opdrag, er der ikke noget der forhindrer at den deskriptive praksis skaber en blind sprogudvikling, som var sproget et skib uden motor eller sejl hvis rute blot skulle registreres. Det er selvfølgelig ønskeligt at sproget bevæger sig – at fastholde det i ren konservatisme ville være omsonst – men man kunne ønske sig at udviklingen blev korrigeret på en intelligent måde. Nogle gange ved oplysning om betydning og om grammatiske regler i stedet for eftergivelse; andre gange ved at reformere, men så gøre det hvor sproget rent logisk trænger mest.

Den deskriptive praksis er desuden blind for at en udbredt sproglig misforståelse ikke nødvendigvis er et symptom på folkelig fornuft eller på intelligent dovenskab, og at den der systematisk laver en fejl, ikke nødvendigvis ville ønske at indføre den som en ændring i sproget hvis han var oplyst. I det hele taget må man vel sige at dårlig skolegang og individuel nedprioritering af sproget helt op på kommunikationsfagligt og journalistisk niveau ikke er ensbetydende med et bevidst ønske fra den enkelte skribent om at udvande reglerne og dermed muligheden for et nuanceret sprog. Eller sagt med et konkret eksempel: De der fejlagtigt har skrevet ”griner af …”, har næppe haft et bevidst ønske om at reglerne skulle udvandes for at imødekomme netop deres lille fejl. Sådan er det imidlertid gået. Og den dag disse mennesker så ankommer til en forståelse af betydningen af ”griner ad”, vil de måske selv sætte pris på at sproget havde ventet på dem med en vis logik og nuanceringsmulighed intakt.

Med sprogbrugsprincippets afsæt i ”den praksis som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug” ligger ansvaret ganske enkelt hos os der bruger sproget. Det er vores sprogansvar at bruge sproget godt og korrekt, dels så vores læsere bliver påvirket af et godt sprog, men ikke mindst også for at fodre den deskriptive sprognævnsmaskine med et meningsfuldt og nuanceret dansk. Bliver sproget udvandet, bliver det også mindre attraktivt. Så vi må hellere tage sprogansvaret på os.

Sproget skal være levende, og det skal være lækkert. Men som i alle andre sammenhænge dør kreativiteten og nuancerne uden et gennemgående meningsfuldt regelsæt at spille op ad. Det er det det drejer sig om.

Tre typeeksempler på fraværet af et fornuftsprincip i det opdrag Dansk Sprognævn arbejder efter:

Sprogligt kollaps

Sprognævnets tilladelse til at ordene ”forfordele” og ”bjørnetjeneste” også kan betyde det diametralt modsatte af deres egentlige betydning, har – hvis folk tager tilladelsen alvorligt – den konsekvens at vi ikke kan bruge ordene. Et pendulord som ”sikkert” kan vi leve med fordi det altid fremgår af sammenhængen om det betyder ”helt sikkert” eller ”måske”, og et spørgsmål som ”Er du sikker?” skaber ingen tvivl. Men når man stiller et spørgsmål som: ”Mener du at regeringen forfordeler husejerne?”, så er det vigtigt at der er enighed om hvad ”forfordele” egentlig betyder.

Besynderlig prioritering

I et ord som ”væske” er det ”d” som forbinder det med ”våd” og ”væde” smidt væk, ligesom det er sket i ”lækkerbisken” der har mistet forbindelsen til ”bid”. Samtidig skal vi eksempelvis stadig skrive ”Jeg kan lide nødder” på trods af at vi aldrig ville udtale ”lide” på den måde uden at mene noget helt andet, og vi skal skrive ”at have det godt” selv om en anden bøjning af ordet, nemlig ”har”, for længst har smidt ”ve”-delen. Man kan undre sig over hvorfor der ikke tages etymologisk hensyn til ”vædske” og ”bidsken”, og hvorfor man ikke i stedet går i gang med at reformere andre ord først.

NB: Det skal dog til Sprognævnets forsvar nævnes at de jo stikker hånden i et hvepsebo hver gang de forsøger sig med at skabe kortere afstand mellem talesproget og skriftsproget. Den folkelige modstand mod stavemåden ”majonæse” var lige så irrationel som den var vedholdende – for er det ikke vigtigere at en 11-årig dansker med æggemadder i madpakken kan stave til det, end at vi bliver mindet om at mayonnaise kommer fra fransk? Når nogle reformeringsforsøg lykkes, mens andre således ikke gør, kan resultatet godt ligne besynderlige prioriteringer. Jeg mener dog at sammenligningen i ovenstående eksempel er rimelig.

Forplumring af reglerne

Regelsvækkelsen af hensynet til om fx ”indenfor” er transitivt eller ej, har blot skabt et nyt kaos. Før havde man en generel regel om at forholdsordsforbindelser skrives i to ord når de peger på et konkret objekt (”Det er døren du skal komme inden for.”), og i ét ord når de ikke gør (”Kom indenfor.”). Nu er der 28 undtagelser hvor valgfrihed ved transitivitet er tilladt, men det er en helt overflødig og ubrugelig valgfrihed som bare skaber støj i kommunikationen for os der vil lære folk den gennemgående regel. Og resultatet er mere absurd end selv Sprognævnet formentlig havde drømt om: Nu er der journalistelever der terper de 28 undtagelser (altså hvor man godt må ”fejle”) i stedet for bare at lære en generel regel som det tager 50 sekunder at forklare og 5 minutter at indøve, repetere og cementere.